|
|
Stjernehusets
pædagogiske linie bygger på Rudolf Steiners
pædagogiske grundsyn, hvor det antages, at
det lille barn fra 0-7 år lærer ved efterligning og ikke gennem intellektuel
forklaring.
Det lille barn tilegner sig sprog ved at lytte og
iagttage forældre og omgivelser, og derpå øve sig ihærdigt. På samme måde ser vi,
hvordan børnehavebørnene lærer ved at indtage alle indtryk i
omgivelserne: sprogbrug, bevægelser, værdier og interesser. Børnene er
derfor omgivet af voksne, der bestræber sig på at være efterlignelsesværdige
i alt, hvad de foretager sig. De voksne udfører naturlige
handlinger, der kan efterlignes, f.eks. madlavning, syning, reparation
af legetøj og havearbejde.
Børnene opholder sig i rum, der er
indrettet med omtanke, så skønhed og ro omringer dem. Naturmaterialer
såsom træ, kogler,
uld, bomuld og silke dominerer både indretning og legetøj. Derved stimuleres børnenes sanser og deres fornemmelse for, at
de er både vigtige og særlige små mennesker.
I Stjernehuset
oplever børnene en masse gennem de forskellige årstidsfester, der giver ægte
oplevelser for deres vågnende sanser. Ved at fortælle remseeventyr
imødekommes børnenes trang til gentagelser, og genfortælling af folkeeventyr
bruges som næring til deres fantasi.
For at børnene
kan suge verden til sig gennem den efterlignende leg er det nødvendigt, at de
føler sig trygge. Det enkelte barns indre tryghed skabes og understøttes
i Stjernehuset ved, at hver
dag har sin bestemte rytme, hvor de samme ting sker i samme rækkefølge uge
efter uge. Ved
dagligdagens rytme, aktiviteter og fortællingers gentagelse, og
gennem de voksnes nærvær opøver børnene også evnerne til koncentration og fordybelse. De bliver således godt rustet
til den livslange
læring, drevet af nysgerrigt engagement.
Børnenes vigtigste opgave i
Stjernehuset er altså at være legebørn, så de får plads til at
udfolde sig gennem kreativitet og fantasi, både individuelt og i fællesskab.
|
|